22 Oktober 2017
Velkommen til Danish medical group against the death penalty

Økonomisk krise truer dødsstraffen

26.februar 2009:Citat fra dagbladet INFORMATION:

 

Økonomisk krise truer dødsstraffen
Flere amerikanske stater overvejer nu at droppe dødsstraffen for at spare penge
For godt 3.300 mennesker på dødsgange rundt omkring i USA kan den økonomiske krise vise sig at blive overordentlig godt nyt.


Krav om budgetbesparelser som følge af krisen får nemlig flere stater til at overveje helt at afskaffe dødsstraffen. En fange, der er idømt dødsstraf, koster nemlig tre gange så meget som en, der har fået livstid. Og det har givet ny vind i sejlene for modstandere af statens ret til at tage liv, heriblandt Marylands guvernør, Martin O'Mally.


"Vi har ikke råd, når der er bedre og billigere måder at reducere kriminalitet," sagde han i Senatet i sidste uge.
En ny undersøgelse fra The Urban Institute viser, at det udvidede appelsystem i dødsstrafsager betyder, at en dødsdømt i staten koster hele 1,9 mio. dollar mere end en fange, der blev dømt til livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Den ekstra udgift bliver endnu mere økonomisk problematisk, da langt de fleste fanger alligevel ender med at afsone livstid.

 

Cost-benefit
Det er ikke kun Maryland, der overvejer at droppe den ultimative straf. I Kansas, Nebraska og New Hampshire gløder debatten også. Eksperter vurderer, at der er gode chancer for, at New Mexico og Montana snarest vil afskrive sig ret til henrettelser. Colorado overvejer et forslag om at øremærke besparelsen til politiets efterforskning af omkring 1.400 uopklarede mord i delstaten - en efterforskning, som de er pålagt ved lov at gennemføre, men som nedskæringerne på budgettet i praksis forhindrer.


Eric Freedman, dødsstrafekspert fra Hofstra Law School, mener, at debatten er helt naturlig i krisetider.
"Det giver god mening, at staterne forsøger at bruge pengene bedre i retsvæsenet. Et godt sted at starte er ved en cost-benefit-analyse af dødsstraffen," siger han til International Herald Tribune.
Sidste år blev 37 mennesker henrettet i USA. 36 delstater har dødsstraf. 14 har ikke. New Jersey blev i 2007 den første stat i 50 år til at opgive dødsstraffen.